Discipliner

Sporten generelt
Da vandskisporten ikke er en videre udbredt disciplin i Danmark er de flestes kendskab til sporten begrænset. Men selvom vandskisporten er lille i Danmark, så er vandski en organiseret idræt i lighed med fodbold, håndbold og badminton og rummer således mange nationale stævner i sommersæsonen. I Danmark kan vi bryste os af at have en elite, der i høj grad begår sig internationalt med både EM og VM medaljer i skabet.

Stadigvæk opfatter de fleste vandskisporten som en afgrænset og privatejet sport, eller som en ferieaktivitet på Club la Santa. Denne opfattelse gør vi alt for at ændre i Taarbæk Vandskiklub. Vores erfaring siger os, at det hovedsagligt er modet og de mulige fysiske krav sporten stiller, som holder folk væk. Men når folk først har overvundet sig selv og prøvet den første tur, er det mere reglen end udtagelsen at der bliver en næste tur, en næste igen osv.

Mht. aldersgrænsen for børn siges det at børn helt ned i 3 års alderen har stået på vandski. Den nedre aldersgrænse afhænger dog kraftigt af børnenes parathed til at stifte bekendtskab med vandsporten, og sikkerhed går frem for alt i alle vandskiklubber. Al vandski foregår kun med klubbens godkendte udstyr (redningsveste, dragter, liner), og vi tager ingen chancer, når det kommer til sikkerhed.

Slalom
Som avancement fra de startende to ski foregår slalom på én ski i en udlagt bane bestående af "sejlbøjer" (til båden) og "svingbøjer" (for løberen) skiftevis i højre og venstre side. Løberen starter på en valgfri hastighed mellem 37 og 58 km/time, med spring på 3 km/time, altså; runder løberen alle 6 bøjer sættes farten op med 3 km/time. Når løberen har klaret banen på 58 km/time kortes linelængden, hvilket i sin natur gør det sværere at nå svingbøjen.

Wakeboard
Wakeboard er en forholdsvis ny sport, men har været den mest frembrusende vandsport i USA de seneste år. Denne "bølge" har også kunne mærkes i Danmark, hvor wakeboardklubber er blomstret op og traditionelle vandskiklubber har taget trenden til sig. Dette ses også på den årlige waketour - en konkurrence, der strækker sig over hele sommeren samt Danmarks Mesterskaberne i wakeboard.

Wakeboard er vandskisportens svar på snowboard. Meningen er at lave tricks på den hækbølge båden laver. Her kan det være en fordel at være bekendt med snowboarding, da mange af de tricks man kan lave går igen. Fødderne er placeret i hver sin binding på et wakeboard. Afstanden kan justeres og roteres 360 grader, så den enkelte løber får den mest optimale position. Man bruger bådens kølvandsbølge til afsæt for hop, grabs, saltomotaler, rotationer og andre akrobatiske tricks i luften.

I vores tilfælde har vi de optimale forhold for wakeboard-løbere. Båden er designet til wakeboardere med bøjleophæng til linen og mulighed for at gøre båden tungere således kølvandsbølgen forstørres.

Trick
En lidt overset vandski disciplin, i hvert fald i TVK, som foregår på én eller to små korte ski uden finner, således det er muligt at vende og dreje sig. I trick har løberen 2 X 20 sekunder til at udføre så mange øvelser som muligt. Øvelserne giver points alt efter sværhedsgrad.

© 2006 Taarbæk Vandskiklub
Admin